HUN LÆRTE OS AT LEVE – OG AT DØ
Mindeord over Anette Elisabeth Hansen [17.5.1954 - 30.11.10]
Mindeord over Anette Elisabeth Hansen [17.5.1954 - 30.11.10]
af Birthe Kirk
[www.birthekirk.dk]
Den 30 november, tirsdag nat, sov Anette ind efter længere tids sygdom. Hun efterlod sig kæreste, datter, barnebarn samt en del familie på sin fars side. Hun blev kun 56 år, men levede så intenst et liv, at der var begivenheder nok til at dække mindst 100 år.
Anette var ikke hvem som helst, hvilket jeg tror at mange, der havde det held at kende hende, vil give mig ret i. Og det blev i hvert fald til en del - også på fastlandet og de øvrige øer. Hendes smittende latter og til tider sorte humor, satte gang i enhver sammenkomst. Og for mig var hun min nærmeste veninde i over 30 år.
Fra Ingeniør og teknisk tegner til kroejer
Anette voksede op i Næsby på Fyn og var som barn bandeleder i en af de tre førende bander på hjemegnen. Sidenhen var det særdeles god underholdning at høre hende berette om deres fejder. Det var her hun lærte at elske naturen og dyrene. Hendes heste var hendes et og alt, og hun sørgede for, at også hendes egen datter fik hest i tidlig alder.
Efter endt uddannelse blev hun ansat som ingeniør og teknisk tegner på faderens maskinfabrik. Ligeledes var hun i en periode ansat på fabrikken Myren.
Men en almindelig borgerlig løbebane passede ikke til hendes profil. Så engang i starten af firserne blev hun sammen med sin partner ejer af Nr.Højrup kro. Ud over at drive kroen på normal vis, blev der afholdt udviklingskurser af forskellig slags i kroens lokaler. Krodriften hørte dog ikke til hendes største succeser – efter nogle år gik den konkurs.
Hendes egentlige passion var astrologi, filosofi, religion mv
Hvor en dør smækker i, går en ny op, siges det. Og i hvert fald kom der nu for alvor gang i hendes egentlige passion, nemlig arbejde med mennesker i form af undervisning og rådgivning. Hun havde for længst sat sig ind i astrologi, blev fremragende i faget og udviklede sine egne systemer. Og hun blev en uvurderlig hjælp for de mange der søgte hende.
I løbet af halvfemserne gik vejen videre til Daghøjskolen i Odense og senere Askov Højskole.
De sidste 10 år levede hun i sit hus ved Tørre Sø strand ud til Kattegat. Dette blev de skønneste år i hendes liv, med uforglemmelige rejser til Island, det nordlige Norge, Sverige og Finland.
Virkede på mennesker og dyr som honning på bier
Hun havde en særegen tiltrækningskraft på både dyr og mennesker, besad en særlig evne til at leve sig ind i deres væsen.
Det er klart, at Anette efterlader sig et enormt tomrum, ikke kun for sine nærmeste pårørende og venner, men for de mange kontakter hun havde – for det var jo ikke bare kontakter. Hun så dem, hun mærkede dem – hun rørte deres sjæl.
Dette fortsatte til det sidste. På Sanderum Hospice ved Odense var der en hær af ”engle”, som hun kaldte dem, der kappedes om at gøre hendes afsked med dette liv så smuk og fredfyldt, som det nu var muligt, og der var konstant et helt blomsterbed i det ene hjørne af hendes værelse.
Men endnu mere bemærkelsesværdigt, så virkede det som om Anette i de senere måneder havde formået at skrælle de sidste lag af sit ego. Der var ingen sorg, ingen ønsker eller lidenskab tilbage, kun en dyb taknemlighed, og hun sagde farvel aldeles afklaret, fredfyldt, blid og med et smil om læben.
[www.birthekirk.dk]
Anette var ikke hvem som helst, hvilket jeg tror at mange, der havde det held at kende hende, vil give mig ret i. Og det blev i hvert fald til en del - også på fastlandet og de øvrige øer. Hendes smittende latter og til tider sorte humor, satte gang i enhver sammenkomst. Og for mig var hun min nærmeste veninde i over 30 år.
Fra Ingeniør og teknisk tegner til kroejer
Anette voksede op i Næsby på Fyn og var som barn bandeleder i en af de tre førende bander på hjemegnen. Sidenhen var det særdeles god underholdning at høre hende berette om deres fejder. Det var her hun lærte at elske naturen og dyrene. Hendes heste var hendes et og alt, og hun sørgede for, at også hendes egen datter fik hest i tidlig alder.
Efter endt uddannelse blev hun ansat som ingeniør og teknisk tegner på faderens maskinfabrik. Ligeledes var hun i en periode ansat på fabrikken Myren.
Men en almindelig borgerlig løbebane passede ikke til hendes profil. Så engang i starten af firserne blev hun sammen med sin partner ejer af Nr.Højrup kro. Ud over at drive kroen på normal vis, blev der afholdt udviklingskurser af forskellig slags i kroens lokaler. Krodriften hørte dog ikke til hendes største succeser – efter nogle år gik den konkurs.
Hendes egentlige passion var astrologi, filosofi, religion mv
Hvor en dør smækker i, går en ny op, siges det. Og i hvert fald kom der nu for alvor gang i hendes egentlige passion, nemlig arbejde med mennesker i form af undervisning og rådgivning. Hun havde for længst sat sig ind i astrologi, blev fremragende i faget og udviklede sine egne systemer. Og hun blev en uvurderlig hjælp for de mange der søgte hende.
I løbet af halvfemserne gik vejen videre til Daghøjskolen i Odense og senere Askov Højskole.
De sidste 10 år levede hun i sit hus ved Tørre Sø strand ud til Kattegat. Dette blev de skønneste år i hendes liv, med uforglemmelige rejser til Island, det nordlige Norge, Sverige og Finland.
Virkede på mennesker og dyr som honning på bier
Hun havde en særegen tiltrækningskraft på både dyr og mennesker, besad en særlig evne til at leve sig ind i deres væsen.
Det er klart, at Anette efterlader sig et enormt tomrum, ikke kun for sine nærmeste pårørende og venner, men for de mange kontakter hun havde – for det var jo ikke bare kontakter. Hun så dem, hun mærkede dem – hun rørte deres sjæl.
Dette fortsatte til det sidste. På Sanderum Hospice ved Odense var der en hær af ”engle”, som hun kaldte dem, der kappedes om at gøre hendes afsked med dette liv så smuk og fredfyldt, som det nu var muligt, og der var konstant et helt blomsterbed i det ene hjørne af hendes værelse.
Men endnu mere bemærkelsesværdigt, så virkede det som om Anette i de senere måneder havde formået at skrælle de sidste lag af sit ego. Der var ingen sorg, ingen ønsker eller lidenskab tilbage, kun en dyb taknemlighed, og hun sagde farvel aldeles afklaret, fredfyldt, blid og med et smil om læben.
Hun havde undervist i at leve godt og gav os slutteligt en enestående lektion i at dø på den smukkeste måde. Æret være hendes minde.
Bisættelsen fandt sted i Pårup Kirke lørdag den 4/12 kl.13:30.
.
