istocksoejlefoede

onsdag den 8. december 2010

Astrologen Anette Hansen blev 56 år



HUN LÆRTE OS AT LEVE – OG AT DØ
Mindeord over Anette Elisabeth Hansen
[17.5.1954 - 30.11.10]
af Birthe Kirk 
[www.birthekirk.dk]


Den 30 november, tirsdag nat, sov Anette ind efter længere tids sygdom. Hun efterlod sig kæreste, datter, barnebarn samt en del familie på sin fars side. Hun blev kun 56 år, men levede så intenst et liv, at der var begivenheder nok til at dække mindst 100 år.

Anette var ikke hvem som helst, hvilket jeg tror at mange, der havde det held at kende hende, vil give mig ret i. Og det blev i hvert fald til en del - også på fastlandet og de øvrige øer. Hendes smittende latter og til tider sorte humor, satte gang i enhver sammenkomst. Og for mig var hun min nærmeste veninde i over 30 år. 


Fra Ingeniør og teknisk tegner til kroejer
Anette voksede op i Næsby på Fyn og var som barn bandeleder i en af de tre førende bander på hjemegnen. Sidenhen var det særdeles god underholdning at høre hende berette om deres fejder. Det var her hun lærte at elske naturen og dyrene. Hendes heste var hendes et og alt, og hun sørgede for, at også hendes egen datter fik hest i tidlig alder.
Efter endt uddannelse blev hun ansat som ingeniør og teknisk tegner på faderens maskinfabrik. Ligeledes var hun i en periode ansat på fabrikken Myren.
Men en almindelig borgerlig løbebane passede ikke til hendes profil. Så engang i starten af firserne blev hun sammen med sin partner ejer af Nr.Højrup kro. Ud over at drive kroen på normal vis, blev der afholdt udviklingskurser af forskellig slags i kroens lokaler. Krodriften hørte dog ikke til hendes største succeser – efter nogle år gik den konkurs.

Hendes egentlige passion var astrologi, filosofi, religion mv
Hvor en dør smækker i, går en ny op, siges det. Og i hvert fald kom der nu for alvor gang i hendes egentlige passion, nemlig arbejde med mennesker i form af undervisning og rådgivning. Hun havde for længst sat sig ind i astrologi, blev fremragende i faget og udviklede sine egne systemer. Og hun blev en uvurderlig hjælp for de mange der søgte hende.
I løbet af halvfemserne gik vejen videre til Daghøjskolen i Odense og senere Askov Højskole.
De sidste 10 år levede hun i sit hus ved Tørre Sø strand ud til Kattegat. Dette blev de skønneste år i hendes liv, med uforglemmelige rejser til Island, det nordlige Norge, Sverige og Finland.

Virkede på mennesker og dyr som honning på bier

Hun havde en særegen tiltrækningskraft på både dyr og mennesker, besad en særlig evne til at leve sig ind i deres væsen.
Det er klart, at Anette efterlader sig et enormt tomrum, ikke kun for sine nærmeste pårørende og venner, men for de mange kontakter hun havde – for det var jo ikke bare kontakter. Hun så dem, hun mærkede dem – hun rørte deres sjæl. 

Dette fortsatte til det sidste. På Sanderum Hospice ved Odense var der en hær af ”engle”, som hun kaldte dem, der kappedes om at gøre hendes afsked med dette liv så smuk og fredfyldt, som det nu var muligt, og der var konstant et helt blomsterbed i det ene hjørne af hendes værelse.
Men endnu mere bemærkelsesværdigt, så virkede det som om Anette i de senere måneder havde formået at skrælle de sidste lag af sit ego. Der var ingen sorg, ingen ønsker eller lidenskab tilbage, kun en dyb taknemlighed, og hun sagde farvel aldeles afklaret, fredfyldt, blid og med et smil om læben.
Hun havde undervist i at leve godt og gav os slutteligt en enestående lektion i at dø på den smukkeste måde. Æret være hendes minde.

Bisættelsen fandt sted i Pårup Kirke lørdag den 4/12  kl.13:30.
.

mandag den 22. november 2010

Tycho begraves igen



Et storslået farvel til Tycho Brahe


Genbegravelse af Tycho Brahe. 
For tredje gang blev den verdenskendte danske astronom fredag begravet, efter at hans rester igen er blevet undersøgt. Det er endnu uvist, om vi bliver klogere på hans mystiske død.

Det er ikke hver dag, at en verdensstjerne siger farvel. Og sjældnere er det, at man begraver en videnskabelig pionér, som har påvirket hele den måde, moderne videnskab fungerer i dag. Men mest bemærkelsesværdigt er det måske, at det er tredje gang, begravelsen finder sted.

En af Danmarks helt store berømtheder, den verdenskendte astronom Tyge Ottesen Brahe bedre kendt som Tycho Brahe, fik i går fred. For tredje gang. Selv om han døde for over 400 år siden, har forskere de seneste fire dage endevendt knogler og ejendele for at vide mere om Tycho Brahes sundhedstilstand og dødstidspunkt. Målet er på længere sigt at løse mysteriet om hans pludselige død i 1601.
Den eksakte dødsårsag har hidtil været ukendt, men en af de mest anerkendte teorier er kviksølvforgiftning, formentlig gennem selvmedicinering.

Ikke forgæves opgravning
Selv om forskerne ikke vil love, at mysteriet bliver endeligt løst i denne omgang, er opgravningen langt fra forgæves, forklarer forskningschef og initiativtager til opgravningen, Jens Vellev, lektor fra Aarhus Universitet:

»Vi regner med, at vi ved hjælp af CT-scannere kan genskabe et billede af Tycho Brahes ansigt, som det så ud for 400 år siden. Men det bliver formentlig først til næste år eller næste år igen.«
Forskningsteamet har arbejdet intensivt på tre forskellige lokaliteter, og arbejdet har allerede båret frugt, forklarer kommunikationschef fra Aarhus Universitet Svend Aage Lund Mogensen, som de seneste fire dage har holdt verdenspressen opdateret med den løbende udvikling i hele projektet:
»Der er blevet taget prøver fra tøj, hår og knogler, og forskerne har allerede nu fundet ud af, at der i selve graven var knogler fra otte mennesker, heriblandt Tycho Brahes kone Kirsten Jørgensdatter.«

En statsmands begravelse
Tycho Brahe er bedst kendt for sine systematiske observationer af nattehimlen, som har dannet grundlag for den astronomiske forskning, som vi bruger i dag.

Hans største opdagelse var formentlig Stella Nova, en supernova, som han brugte til at påvise forandringer i stjerneverdenen. Hidtil havde man ellers antaget, at stjerneverdenen var uforanderlig.
Klokken 15 fredag blev Tycho Brahe så begravet i den gotiske Týnkirke i midten af Prag. Under ledelse af den tjekkiske ærkebiskop Dominik Jaroslav Duka mødte op mod 2.000 mennesker op i den stopfyldte kirke for at deltage i ceremonien, hvor også Danmarks kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech (V), var tilstede. Det er tredje gang siden sin død i 1601, at Tycho Brahe stedes til hvile i sin grav ved siden af alteret i Týnkirken. I 1901 gravede man ligesom i dag Tycho Brahes kiste op og undersøgte blandt andet hans kranie. Derefter blev han lagt tilbage i den tinkiste, som forskerne gravede op i mandags.

Læs også

·         Brahe siger farvel igen

torsdag den 11. november 2010

Galaktiske gamma-bobler



Gigant-bobler fundet i Mælkevejen
50.000 lysår lange, men aldrig set før

Kilde: BERIT HARTUNG - BT - Torsdag den 11. november 2010, 11:00

Fermi-teleskopet afslører kæmpestore gammastrålebobler.

De er 50.000 lysår lange tilsammen. Alligevel er det først nu, at forskerne har fået øje på to gigantiske bobler i Mælkevejen.

På en pressekonference forleden fortalte det amerikanske rumfartsorganisation NASA, at Fermi-teleskopet har fundet boblerne.

Gammastrålerne er blevet afdækket ved at behandle informationer fra Fermi-teleskopet med op til ti milliarder elektronvolts styrke.

- Min første reaktion, da jeg så dem, var 'wow!', siger astronom David Spergel ved Princeton University til den norske avis Dagbladet.

Han mener, fundet giver anledning til videre undersøgelser for at forstå hidtil ukendte processer i Mælkevejen.

Boblerne kommer af en galaktisk gammastråletåge, som ifølge opdageren Doug Finkbeiner er opstået efter, at hurtige partikler mødte gas.

En interaktion mellem gas, lys og partikler, som rejser tæt på lysets hastighed, har holdt strukturren skjult, indtil det lykkedes Finkbeiner og hans NASA-team at afdække de to kæmpebobler.
.

onsdag den 29. september 2010

Dalí 's tallerkener

Den spanske multikunstner, Salvador Dalí, der selv var født i Tyrens tegn  (11. maj 1904), interesserede sig meget for symbolik. Han skabte ud over et helt originalt sæt tarotkort også adskillige skitser og brugsgenstande med astrologiske motiver.

Heriblandt en serie på tolv tallerkener, hvoraf museet har kunnet opspore billeder af halvdelen – se : http://samlinger.asmu.dk/kultur/  – med sine helt originale fortolkninger af de tolv tegns psyke og symbolik.

Museet hører meget gerne om yderlige hverdags-genstande fra Dalí 's hånd.
.

onsdag den 22. september 2010

Tycho Brahe får ny begravelse

Tycho Brahe får ny dag og ny begravelse

Tycho Brahe var en verdensberømt astronom, men få ved at han 
tillige var digter. 
Manden, der er forbundet med de uheldige dage, får en ny begravelse, efter at videnskabsfolk igen undersøger hans jordiske rester i Prag.


Den verdenskendte danske astronom Tycho Brahes grav i Prag bliver igen genåbnet. Det sker mandag den 15. november. Myndighederne har givet lov til, at graven med astronomens knogler, skægrester og ligklædestykker genåbnes med henblik på yderligere videnskabelige undersøgelser af astronomens liv, der sluttede for 409 år siden.
                    Læs også: Forskere må nu åbne Tycho Brahes grav

Resterne af den verdenskendte astronom ligger i en halvanden meter lang forseglet zinkkiste i Teynkirken i Prag. Den blev senest åbnet i 1901, da en tjekkisk læge undersøgte de jordiske rester af astronomen. Den danske Tycho Brahe-ekspert, Jens Vellev, siger, at de jordiske rester af Tycho Brahe samt hans hustru vil blive taget op den 15. november med henblik på skanning og andre undersøgelser.
                       Læs også: Historiker: Tycho Brahe forgivet på Christian IVs ordre

Formålet med projektet i Prag er at skabe et billede af Tycho Brahes liv og måske finde årsagen til hans død. Og hvorfor han rejste til Prag fra Øresundsøen Hven. - Kan undersøgelserne af hans knogler give et fingerpeg om hans liv. Var han hypokonder, spørger Jens Vellev, der er lektor i middelalder- og renæssancearkæologi ved Aarhus Universitet.
                      Læs også: Forskere ser lyset fra Tycho Brahes stjerne

Én teori går på, at Tycho Brahes blære sprang, fordi han ikke tids nok fik forsørget i forbindelse med en middag hos en baron, og hvor der blev drukket tæt. Enten den 19. eller den 20. november vil der blive en genbegravelse af Tycho Brahes rester i en ny trækiste, måske med deltagelse af notabiliteter fra det danske kongehus.

/ritzau/


.

tirsdag den 21. september 2010

Kondratieff-cyklus

Professor Nickolai Kondratieff var kort efter den russiske revolution i 1917 med til at udvikle den første sovjetiske femårsplan, hvor han analyserede faktorer, der ville stimulere den sovjetiske økonomiske vækst. I 1926 offentliggjorde Kondratieff sine resultater i en rapport med titlen, "Long Waves in Economic Life". Ligesom Einstein og Newton, er Kondratieff indsigt begyndt at påvirke folks opfattelse radikalt og permanent vedrørende forståelse af den økonomiske historie.

Kondratieffs vigtigste opdagelse var, at den kapitalistiske økonomi viste lange cykliske bølger af op- og nedture der varede mellem 50-60 år per cyklus. En Kondratieff cyklus går gennem fire forskellige faser af gavnlig inflation (foråret), stagflation (sommer), gavnlig deflation (efteråret), og deflation (vinter).

Begreber, der nøje svarer til horoskopets kvadranter (de klassiske tetratopos) ... blot er det ikke umiddelbart klart hvilke(n) astrologisk(e) indflydelse(r), der giver nævnte cyklus, der svinger en del i længde.

Saturns cyklus er på ca. 30 år og Uranus' på 84 år, så hvis det skal være et enkelt himmellegeme, der skaber Kondratieffs cyklus, så skal det ligge mellem disse to. Dette er området for Kentaurerne, en slags asteroider, hvoraf Chiron er den mest kendte.

Chirons cyklus er på ca. 50 år, hvilket umiddelbart ville passe på længden af en Kondratieff-cyklus. Eneste problem er, at hans cykler synes at være af lidt forskellig længde ... 40-60 år er nævnt ... så der kræves nok mere en et enkelt himmellegemes indflydelse for at forklare den astrologisk.


Konkrete tal: Siden den sidste Kontratieff cyklus sluttede omkring 1949, har vi set gavnlig inflation 1949-1966, stagflation 1966-1982, gavnlig deflation 1982-2000 og er altså inde i en 'Kondratieff-vinter' i disse år.

Vi har i denne cyklus haft et 'forår' på 17 år, en 'sommer' på 16 år, et 'efterår' på 18 år ... og må derfor påregne at 'vinteren' varer 5-8 år endnu.
.

mandag den 20. september 2010

Jupiter er nærmere Jorden end i 50 år

Der er godt nyt til alle dem, der aldrig har kunnet finde Uranus på nattehimlen. Lige nu leder Jupiter let på vej
08:47 - 16. sep. 2010 Ritzau /Nyheder
Solsystemets største planet, Jupiter, kommer natten til tirsdag i næste uge tættere på Jorden, end den har været siden 1963. Og i disse dage har dens bane bevæget Jupiter i en position i forhold til Solen og Jorden, så den lyser op hele natten.
Det giver i disse dage glade amatører en sjælden mulighed for at kikke nærmere på såvel Jupiter som på en anden og endnu fjernere planet, Uranus, hvis ellers himmelen er klar, oplyser astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetariet.
Jupiter er nemlig nem at spotte med det blotte øje hele natten, hvor den lyser op på den sydøstlige horisont som en meget klar stjerne. Med en almindelig håndkikkert, der forstørrer syv gange, kan man også få øje på Jupiters fire største måner - Io, Europa, Ganymede og Callisto. Bedst er det dog med lidt bedre kikkerter af den slags, som jægere og fugleentusiaster bruger, og som forstørrer tyve gange, oplyser Michael Linden-Vørnle.
Også normalt kan man have fornøjelse af at studere Jupiter, bare med en almindelige kikkert.
- Men det unikke lige nu er, at Jupiter kan bruges som ledestjerne til at spotte Uranus, som ellers ikke er til at finde, hvis man lige kender til astronomi, siger astrofysikeren.
Uranus står mindre end en grad nordligere end Jupiter og lidt oven for. Den kan ses i en kikkert som lille, lyssvag og grønlig skive.
Uranus hænger næsten fem gange længere fra Jorden end Jupiter, der på tirsdag vil komme så nær som 592 millioner kilometer fra Jorden. Det er 75 millioner kilometer nærmere, end når Jupiter er længst væk, hvad den kommer igen i 2076.
Først i 2022 flytter Jupiter sig igen længere væk fra Jorden, omend kun få hundrede tusinde kilometer.
.

søndag den 19. september 2010

Henry Hejø - den glemte pioner

Medlemmer af Hejø-slægten, bosidddende i Norge, har netop doneret en kasse med astrologen Henry Hejø's efterladte papirer til Astrologisk Museum. Denne donation er museet særlig glad for, da den åbner for indblik i et næsten lukket kapitel af efterkrigstidens historie om dansk astrologi.

De hidtil kendte biografiske detaljer om dirigenten og astrologen Henry Hejø skrev vi om i SOPHIE nr. 30 – http://pub.asmu.dk/Download/ – hvor dette nye materiale viser ham som en myreflittig formidler af astrologien i 1950'erne. Han stiftede Institut for Astrologi i Søndeborg. Han udgavet et blad, kaldet 'Den nye Tid - astrologisk månedblad'. Han skabte et korrespondancekursus i astrologi. Han skrev lærebogs-hæfter om planeter, tegn og endda hæfter om esoterisk astrologi. Altså et overordentlig spændende bekendtskab, hvor materialet fortæller os om et betydeligt virke og ry i samtiden, mens han i dag er gået helt i glemmebogen.

Værker
Hans kilder tæller navne som Alan Leo og især Edward Whitman, hvis lærebogshæfter, han tilsyneladenede blev stærkt inspireret af, også i hæfternes layout og udstyr. De var, som det var sædvane på den tid, stencileret og duplikeret materiale, men i liggende A5-format. Altså et A4-format skåret midt over, hvilket sandsynligvis har været en rationel måde at trykke mange eksemplarer på. Tallet 400 står på forsiden af en hustabel for Danmark (56° nordlig bredde), som han prducerede, og en efemeride for 1909-11. Eksemplarerne er nummererede, så formentlig har oplaget været på 400 eksemplarer, et efter forholdene ganske stort oplag.

Materialet om Henry Hejø indeholder også et eksempel på hans udfærdigelse af skriftlige horoskoper. Det er en bog på 48 sider i kvartformat (26 x20 cm) som er lidt kortere end A4-formatet. Uhyre systematisk og ordentligt gennemgås horoskopets planeter og deres positioner sammen med en ottesiders indledning om, hvad et horoskop indeholder af symboler. Hele fremgangsmåden minder om et godt computerhoroskop fra vore dage, så om Hejø havde levet nu, ville han formentlig have elsket computeren til sit astrologiske arbejde.

Tidsskrift
Tidsskriftet 'Den nye tid' udkom med sit første nummer i juli 1955 under Uranus-Jupiter konjunktionen det år. Det havde mottoet 'Bladet, der fortæller Dem om fremtiden' og udkom altså et år før det første nummer af Irene Christensens 'Stjernerne'. Bladet eksisterer ikke mere og det udkom tilsyneladende kun i dette ene nummer. Det blev trykt i et stort antal, der slet ikke var salg i. Familien gemte på restoplaget i en årrække, indtil det hele blev makuleret på nær et enkelt eksemplar. Museet har nu det måske eneste eksemplar, der er tilbage. Det var nydeligt bogtrykt og i lommeformat (16 x 12 cm) med omslag i lidt finere papir. Det var på 20 tætbeskrevne sider, alle forfattet af Hejø selv, og havde følgende indhold:

- Den nye tid (leder) (1 s)
- Hvad er astrologi (2 s)
- Deres horoskop for juli 1955 (i alt 11 sider)
- Vædderen - 1. dekane, 2. dekane, 3. dekane (etc. for alle 12 tegn)
- Hvad er et horoskop ? (2 s)
- Hvor begynder og ender den 3. verdenskrig? (2 s m/horoskoper)
- Har de heldet med dem i juli? Lotteri- og tipschancer (2 s)
- De storpolitiske begivenheder (0,5 s)
- Er Asiens esoteriske kraft vor redning? (0,5 s)

Brevskole
Hejøs's Astrologiske Korrespondance Kursus var en serie på otte hæfter, hver på tolv sider i det karakteristiske liggende A5-format. Kartonomslag og rygtape. Meget pædagogisk bygget op med tegninger og en række spørgsmål, der skulle svares på til sidst. Alt udgivet fra Institut for Astrologi på Havretoften i Sønderborg.

lørdag den 7. august 2010

Sekskantet nordpol

En rumsonde afslørede i 2007, at Saturn har en fuldstændig regelmæssig sekskant som nordpol. Den roterer stille og roligt og bevarer sin helt regelmæssige form. Astronomerne klør sig i nakken.




.

mandag den 26. juli 2010

The Age of Aquarius

Med til den astrologiske diskografi hører selvfølgelig også musicalen 'Hair' fra 1967, der blev spillet på Broadway i 1968, opført i Cirkusbygningen i Kbh 1972 samt filmatiseret af Milos Forman i 1979. Her er et klip fra begyndelsen af filmen efterfulgt af mega-hittet, den astrologisk inspirerede sang, 'Aquarius' :


 - se evt. mere her : http://en.wikipedia.org/wiki/Hair_(film)

.

Museets Blog

Mit billede
Stiftet 1999 med formålet at give offentligheden et dokumenteret kendskab til det astrologiske fag og dets historie - og her navnlig den danske astrologi