istocksoejlefoede

mandag den 17. januar 2011

Seneste om dværgplaneterne Pluto og Eris

Dwarf planets Pluto, Eris battle for a spot in a vast universe

By Dan Vergano, USA TODAY

Pluto fans, take heart. Dethroned from the planetary pantheon, the dwarf world may still reign — well, co-reign — as King of the Comet Belt.

It was the 2005 discovery of Eris, the "dwarf planet," that led to Pluto losing its full-fledged "planet" status, after it looked as if the newcomer was bigger. But new observations of Eris reported as 2010 came to a close suggest the two frozen worlds are the same size, about 1,440 miles wide.

"Things are a little crazy out there," says Caltech-astronomer Mike Brown. "It really is interesting what is going on out in the outer solar system."

Brown, the author of the newly released How I Killed Pluto and Why It Had It Coming, knows from crazy. In 2003, he led the team that discovered Eris, named after the goddess of discord. Discovery of a "10th planet" in our solar system seemingly larger than Pluto, and the likelihood that many more in this size range existed, led participants at the 2006International Astronomical Union meeting to defrock poor Pluto and reclassify it as a "dwarf planet," much to the dismay of schoolchildren and astronomers, including Alan Stern of the Southwest Research Institute in Boulder, Colo. "A Chihuahua is still a dog," Stern told EarthSky.org.

Since then, things have only gotten a little weirder for astronomers, gathered this week in Seattle for the annual American Astronomical Society meeting, as they try to understand the dwarf planets ringing the cometary Kuiper Belt nearly 1 billion miles from the sun, beyond Neptune's orbit. Since the discovery of the Kuiper Belt in 1992, astronomers have identified nearly 1,400 objects there, a rogues' gallery of space oddities ranging in size from Eris down to oversized snowballs only 30 miles wide. An Australian telescope team Tuesday announced the discovery of 10 more such objects, ranging from 180 to 300 miles wide, saying they expected to find many more.

The objects come in a variety of colors — red, white or brown — densities that range from puffballs to basalt-hard, shapes that range from round to lumpy, and follow a multiplicity of trajectories. Four are big enough to qualify as dwarfs in the comet belt so far (Ceres, the fifth dwarf planet, orbits in the asteroid belt between Mars and Jupiter), and Brown estimates eventually about 100 will turn up there. If you're keeping score, our nine-planet solar system has been reduced to eight, with Pluto and Eris, and three smaller worlds, now tacked on as dwarf planets. And more and more space objects are showing up all the time.

New Horizons opening up
Telescopes and Hubble spacecraft observations have provided the observations so far, but NASA's New Horizons mission, slated to arrive at Pluto in 2015, should offer some answers, at least about that world's history, says Hubble space telescope astronomer Keith Noll of the Space Telescope Science Institute in Baltimore. Once it zooms past Pluto, scientists hope the spacecraft will steer by a smaller Kuiper Belt object for a look at a more typical denizen of deep space.

"One thing we do know now is there is a lot of variety out there," Noll says. "These are just the survivors, most likely, the one-tenth of 1%, the lucky ones who weren't ejected from the solar system."
Bragging rights over their sizes aside, the dwarf planets and their comet-belt companions hold the answer to questions about the origin of our solar system about 4.6 billion years ago.

The sun and the planets most likely formed from a whirling disk of dust and gas inside a nebula filled with these building blocks of solar systems, just like the thousands of proto-solar systems that astronomers observe today in the nearby Orion Nebula, a stellar nursery 1,340 light-years away. (A light-year is about 5.9 trillion miles.)

Since then, our solar system has circled the center of the Milky Way galaxy at least 20 times. The planets formed about 3.9 billion years ago, after enduring a shooting gallery of comet impacts that has left only a scant population of oversized snowballs, little changed from their formation about 4.6 billion years ago. There, they mixed with dwarf worlds such as Eris and Pluto, which are thought to resemble the embryonic cores of today's planets.

"This is fundamental science. Understanding these objects will tell us a great deal about the birth of our solar system," says the Southwest Research Institute's Elliot Young, an expert on determining the size of dwarf planets.

What is a dwarf planet? Dwarf planets are big enough to be made round by their gravity's weight, according to the controversial 2006 IAU decision, but not big enough to sweep their orbits clear of other objects. Since its 2005 discovery, Eris had seemed bigger than Pluto, making it the largest dwarf planet, based simply on its albedo, or brightness, Brown and colleagues wrote in the Astrophysical Journal paper describing its discovery. A 2006 Nature paper put its diameter at about 1,860 miles, much bigger than Pluto. (Earth's moon has a diameter of 2,160 miles, for perspective.)

Out of the shadow
But in early November, the dwarf planet Eris passed in front of a distant star, giving astronomers a better handle on its size. Essentially, this so-called occultation passed the shadow of Eris over the Earth. Measurement of that shadow's duration from locations across the Earth allowed astronomers to peg the diameter of Eris at about 1,440 miles across, close to Pluto's size, says astronomer Young.

"I have no idea now which one is wider," Brown says. "All I can say is they are both massive. And really very different." All dwarf planets in the Kuiper Belt are "confusing," Brown adds, for different reasons:

Eris. Despite rivaling Pluto's size, Eris must be almost 30% heavier, based on the motions of its moon, Dysnomia. That means its icy crust must be thinner, hiding a dense core. "Eris was at one point much larger," Brown says, until something smacked into it hard enough to boil off its ice. "Maybe Pluto is to blame."

Makemake (MAH-kay MAH-kay). Named after an Easter Island goddess, the third-largest dwarf planet follows an orbit 4.8 billion miles from the sun, out to the far reaches of the Kuiper Belt.

Haumea (how-MAY-a). The rapid spin of this world, which gives it a solar system record 3.9-hour day, elongates its shape into an oval. Named after a Hawaiian mother goddess, Haumea also must have suffered a collision in its past, one that sent large shards of ice, including two moons, into its orbital track around the sun.

One of Brown's favorite discoveries is Sedna, thought to be two-thirds as heavy as Pluto, and so far from the sun, about 8 billion miles, that it lies beyond the Kuiper Belt. Too faint for telescopes to determine whether it's round enough to be a dwarf planet, Sedna follows a stretched-out 12,000-year orbit of the sun. Astronomer Allesandro Morbidelli of France's Observatoire de la Côte d'Azur and colleagues have proposed that Sedna was tugged out of the early solar system by the gravity of a nearby star within the first 100 million years of the solar system. And Scott Kenyon at the Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics has suggested that Sedna was actually snatched away from another smaller star by our sun. 


"We will unscramble what happened to our solar system," says Noll, the Hubble astronomer. "But it will take a lot more observations."

What happened when the solar system formed? Mayhem. From Mercury to Mars, planets endured a period of "bombardment" by comets that ended about 3.9 billion years ago. A planet the size of Mars likely struck the Earth in a cataclysm that formed the moon from the debris. Mars similarly suffered a scalping of its northern hemisphere. Comets are the faint reminders of those days, visitors from beyond Neptune that plunge close to the sun before heading out to deep space again.

Not an easy beginning
In the Kuiper Belt, the evidence suggests that Neptune moved farther from the sun to an orbit overlapping Pluto's, sending the icy denizens of the comet belt flying. Only a small population of objects in the Kuiper Belt remain undisturbed from the era, Noll suggests, following circular orbits untilted from the planet's paths. The highly tilted orbit of Haumea and elongated one of Sedna suggest something even more dramatic perhaps shook up the early comet belt, such as a supernova blast from a nearby star's implosion.

"I'm not so shocked," Morbidelli says, by news that Eris or other dwarf planets took some hard knocks at the dawn of the solar system.

Brown is less sanguine about the latest turn in the saga of the 10th planet: "I wouldn't have guessed that Eris and Pluto are the same size," he says. "Really, all the dwarf planets are different. And they are supposed to be the same."






tirsdag den 4. januar 2011

Syzygier og eklipser

Den 4. januar 2011, omkring kl 09:35 dansk tid, indtraf den mest markante solformørkelse i det seneste halve århundrede, synlig i hele det sydlige Skandinavien.

Solformørkelser har altid spillet en rolle i astrologien og hører under det klassiske begreb syzygi, som kommer af det græske syzygos (σύζυγος), der på latin bliver til syzygia. Ordet betyder 'følgesvend', ofte brugt om en tvilling eller en anden person, man er tvunget til at være sammen med, eller i bredere forstand: 'konjunktion'. Det hører med til den klassiske opfattelse af syzygi, at en persons syzygos er vedkommendes åndelige del eller 'følgesvend'.

Syzygi er i sin bredeste forstand en enhed, der især opnås gennem at noget er koordineret eller sat på linie, og udtrykket er mest almindeligt brugt i astronomisk eller astrologisk sammenhæng. Her beskrives syzygi som tre (eller flere) himmellegemer, der er på linie i samme tyngdefeltsystem (som f.eks. vores solsystem).

De tre himmellegemer er typisk Solen og Månen, der set fra Jorden er på linie, dvs. enten i konjunktion (nymåne) eller opposition (fuldmåne). Er de tre i eksakt syzygi optræder eklipser (formørkelser). Solformørkelser ved nymåne (hvor Månen skygger for Solens lys) eller måneformørkelser ved fuldmåne (hvor Jorden skygger for Sollyset til Månen).

Solens bane kaldes af samme årsag for Ekliptika, fordi det er langs denne (imaginære) bane at eklipser forekommer. I klassisk astrologi spillede månefase-horoskoper (syzygiske horoskoper) en stor rolle, især ved forudsigelser. Den første danske astrologibog, skrevet (på latin) af Tycho Brahes gode ven, Johannes Pratensis, havde titlen Prognosticon Astrologicum super Revolutiones Planetarum Syzygias ad annum 1566, altså: 'Astrologiske forudsigelser efter planeternes syzygi i året 1566' ... se: http://bibliotek.asmu.dk/boger/bogliste/1500-1650.html


.

søndag den 2. januar 2011

Vettius Valens oversat

Professor emeritus Mark T Riley, Department of foreign Languages ved California State University, Sacramento, har netop oversat det astrologiske hovedværk 'Anthologiae', forfattet af den hellenistiske astrolog Vettius Valens (120 - c.175). Valens var fra en lidt yngre årgang og i langt højere grad praktiker end Claudius Ptolemæus (forfatter af Tetrabiblos). Værkets samlede oversættelse til engelsk er nu som pdf lagt gratis ud på nettet : http://www.csus.edu/indiv/r/rileymt/Vettius%20Valens%20entire.pdf

Vil man vide mere om Vettius Valens har Mark T Riley skrevet en lille afhandling om ham, som kan ses her:  http://www.csus.edu/indiv/r/rileymt/PDF_folder/VettiusValens.PDF

Og vil man vide mere om Mark T Rieley selv, så er hans side her:
http://www.csus.edu/fl/latin/Mark_%20Riley.htm
.

onsdag den 15. december 2010

Solsystemets grænse

Kilde: http://jp.dk/nyviden/article2277694.ece





Grafik: Nasa

Voyager er nået solsystemets ende

Offentliggjort 14.12.10  kl. 19:23 

Sonden, der i dag er det fjerneste menneskeskabte objekt, har opdaget en særlig forandring.
Voyager 1 har tilsyneladende nået en milepæl i dens mission med at forlade vores solsystem.
17,4 mia. kilometer fra sit hjem på Jorden har veteransonden nu registreret en særlig ændring i partikelstrømningen omkring sig.

Ændring i partikelstrøm

Partiklerne, som stammer fra Solen, bevæger sig ikke længere udad - men til siden. Og det er en klart tegn på, at Voyager 1 er tæt på at tage det fulde spring ud i det interstellare rum, som er "himmelrummet mellem stjernerne.”
Forskerne registrerede første gang små ændringer i partikelstrømmen omkring Voyager i 2005. Det var første tegn på, at sonden var ved at forlade den såkaldte heliosfæren og vort eget solsystem.
Videnskabsmand Edward Stone, en af Voyager-projektets grundlæggere, er overrasket over rumsondens levedygtighed.
”Vi havde ingen idé om, hvor langt vi ville nå udenfor solsystemet. Vi ved nu, at vi om ca. fem år, vil være helt udenfor for første gang,” siger han til BBC News.
Voyager 1 blev opsendt den 5. september 1977, som en af to ubemandede rumsonder, der havde kurs mod planeterne Jupiter og Saturn.

I god form

Her optog sonden nærbilleder og foretog en række forskellige videnskabelige målinger. Efter nærpassager af de to planeter og deres talrige måner fortsatte Voyager 1 videre ud i rummet.
Og den er tilsyneladende i overraskende god form på grund af sin radioaktivt brændstof, som sikrer en kontinuerlig fremdrift.
På grund af den store afstand tager det dog i dag 16 timer, før radiobeskeder når frem til Jorden.
Data viser, at solvindens hastighed omkring Voyager 1 konstant er faldet med 72.400 kilometer i timen om året siden august 2007 - på det tidspunkt var hastigheden 209.000 kilometer i timen.
Rumsonden selv bevæger sig fortsat med fantastiske 61.000 kilometer i timen.

Begrænset kontakt

Hvis der ikke opstår uforudsete komplikationer, skulle det være muligt at kommunikere med både Voyager 1 og 2 helt frem til år 2030.
Begge sonder har brændstof nok - Voyager 1 kan holde fart helt til 2040 og Voyager 2 til 2034.
Om 40.000 år vil Voyager 1 passere 1,6 lysår fra stjernen AC+79 3888 i stjernebilledet Giraffen som et inaktivt artefakt fra Jordens daværende indbyggere.
90 minutter med musikstykker og hilsner på 55 af Jordens sprog er indlejret i en kobbergrammofonplade på rumsonden, som eventuelle intelligensvæsener kan muntre sig med.

Relaterede artikler

onsdag den 8. december 2010

Astrologen Anette Hansen blev 56 år



HUN LÆRTE OS AT LEVE – OG AT DØ
Mindeord over Anette Elisabeth Hansen
[17.5.1954 - 30.11.10]
af Birthe Kirk 
[www.birthekirk.dk]


Den 30 november, tirsdag nat, sov Anette ind efter længere tids sygdom. Hun efterlod sig kæreste, datter, barnebarn samt en del familie på sin fars side. Hun blev kun 56 år, men levede så intenst et liv, at der var begivenheder nok til at dække mindst 100 år.

Anette var ikke hvem som helst, hvilket jeg tror at mange, der havde det held at kende hende, vil give mig ret i. Og det blev i hvert fald til en del - også på fastlandet og de øvrige øer. Hendes smittende latter og til tider sorte humor, satte gang i enhver sammenkomst. Og for mig var hun min nærmeste veninde i over 30 år. 


Fra Ingeniør og teknisk tegner til kroejer
Anette voksede op i Næsby på Fyn og var som barn bandeleder i en af de tre førende bander på hjemegnen. Sidenhen var det særdeles god underholdning at høre hende berette om deres fejder. Det var her hun lærte at elske naturen og dyrene. Hendes heste var hendes et og alt, og hun sørgede for, at også hendes egen datter fik hest i tidlig alder.
Efter endt uddannelse blev hun ansat som ingeniør og teknisk tegner på faderens maskinfabrik. Ligeledes var hun i en periode ansat på fabrikken Myren.
Men en almindelig borgerlig løbebane passede ikke til hendes profil. Så engang i starten af firserne blev hun sammen med sin partner ejer af Nr.Højrup kro. Ud over at drive kroen på normal vis, blev der afholdt udviklingskurser af forskellig slags i kroens lokaler. Krodriften hørte dog ikke til hendes største succeser – efter nogle år gik den konkurs.

Hendes egentlige passion var astrologi, filosofi, religion mv
Hvor en dør smækker i, går en ny op, siges det. Og i hvert fald kom der nu for alvor gang i hendes egentlige passion, nemlig arbejde med mennesker i form af undervisning og rådgivning. Hun havde for længst sat sig ind i astrologi, blev fremragende i faget og udviklede sine egne systemer. Og hun blev en uvurderlig hjælp for de mange der søgte hende.
I løbet af halvfemserne gik vejen videre til Daghøjskolen i Odense og senere Askov Højskole.
De sidste 10 år levede hun i sit hus ved Tørre Sø strand ud til Kattegat. Dette blev de skønneste år i hendes liv, med uforglemmelige rejser til Island, det nordlige Norge, Sverige og Finland.

Virkede på mennesker og dyr som honning på bier

Hun havde en særegen tiltrækningskraft på både dyr og mennesker, besad en særlig evne til at leve sig ind i deres væsen.
Det er klart, at Anette efterlader sig et enormt tomrum, ikke kun for sine nærmeste pårørende og venner, men for de mange kontakter hun havde – for det var jo ikke bare kontakter. Hun så dem, hun mærkede dem – hun rørte deres sjæl. 

Dette fortsatte til det sidste. På Sanderum Hospice ved Odense var der en hær af ”engle”, som hun kaldte dem, der kappedes om at gøre hendes afsked med dette liv så smuk og fredfyldt, som det nu var muligt, og der var konstant et helt blomsterbed i det ene hjørne af hendes værelse.
Men endnu mere bemærkelsesværdigt, så virkede det som om Anette i de senere måneder havde formået at skrælle de sidste lag af sit ego. Der var ingen sorg, ingen ønsker eller lidenskab tilbage, kun en dyb taknemlighed, og hun sagde farvel aldeles afklaret, fredfyldt, blid og med et smil om læben.
Hun havde undervist i at leve godt og gav os slutteligt en enestående lektion i at dø på den smukkeste måde. Æret være hendes minde.

Bisættelsen fandt sted i Pårup Kirke lørdag den 4/12  kl.13:30.
.

mandag den 22. november 2010

Tycho begraves igen



Et storslået farvel til Tycho Brahe


Genbegravelse af Tycho Brahe. 
For tredje gang blev den verdenskendte danske astronom fredag begravet, efter at hans rester igen er blevet undersøgt. Det er endnu uvist, om vi bliver klogere på hans mystiske død.

Det er ikke hver dag, at en verdensstjerne siger farvel. Og sjældnere er det, at man begraver en videnskabelig pionér, som har påvirket hele den måde, moderne videnskab fungerer i dag. Men mest bemærkelsesværdigt er det måske, at det er tredje gang, begravelsen finder sted.

En af Danmarks helt store berømtheder, den verdenskendte astronom Tyge Ottesen Brahe bedre kendt som Tycho Brahe, fik i går fred. For tredje gang. Selv om han døde for over 400 år siden, har forskere de seneste fire dage endevendt knogler og ejendele for at vide mere om Tycho Brahes sundhedstilstand og dødstidspunkt. Målet er på længere sigt at løse mysteriet om hans pludselige død i 1601.
Den eksakte dødsårsag har hidtil været ukendt, men en af de mest anerkendte teorier er kviksølvforgiftning, formentlig gennem selvmedicinering.

Ikke forgæves opgravning
Selv om forskerne ikke vil love, at mysteriet bliver endeligt løst i denne omgang, er opgravningen langt fra forgæves, forklarer forskningschef og initiativtager til opgravningen, Jens Vellev, lektor fra Aarhus Universitet:

»Vi regner med, at vi ved hjælp af CT-scannere kan genskabe et billede af Tycho Brahes ansigt, som det så ud for 400 år siden. Men det bliver formentlig først til næste år eller næste år igen.«
Forskningsteamet har arbejdet intensivt på tre forskellige lokaliteter, og arbejdet har allerede båret frugt, forklarer kommunikationschef fra Aarhus Universitet Svend Aage Lund Mogensen, som de seneste fire dage har holdt verdenspressen opdateret med den løbende udvikling i hele projektet:
»Der er blevet taget prøver fra tøj, hår og knogler, og forskerne har allerede nu fundet ud af, at der i selve graven var knogler fra otte mennesker, heriblandt Tycho Brahes kone Kirsten Jørgensdatter.«

En statsmands begravelse
Tycho Brahe er bedst kendt for sine systematiske observationer af nattehimlen, som har dannet grundlag for den astronomiske forskning, som vi bruger i dag.

Hans største opdagelse var formentlig Stella Nova, en supernova, som han brugte til at påvise forandringer i stjerneverdenen. Hidtil havde man ellers antaget, at stjerneverdenen var uforanderlig.
Klokken 15 fredag blev Tycho Brahe så begravet i den gotiske Týnkirke i midten af Prag. Under ledelse af den tjekkiske ærkebiskop Dominik Jaroslav Duka mødte op mod 2.000 mennesker op i den stopfyldte kirke for at deltage i ceremonien, hvor også Danmarks kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech (V), var tilstede. Det er tredje gang siden sin død i 1601, at Tycho Brahe stedes til hvile i sin grav ved siden af alteret i Týnkirken. I 1901 gravede man ligesom i dag Tycho Brahes kiste op og undersøgte blandt andet hans kranie. Derefter blev han lagt tilbage i den tinkiste, som forskerne gravede op i mandags.

Læs også

·         Brahe siger farvel igen

torsdag den 11. november 2010

Galaktiske gamma-bobler



Gigant-bobler fundet i Mælkevejen
50.000 lysår lange, men aldrig set før

Kilde: BERIT HARTUNG - BT - Torsdag den 11. november 2010, 11:00

Fermi-teleskopet afslører kæmpestore gammastrålebobler.

De er 50.000 lysår lange tilsammen. Alligevel er det først nu, at forskerne har fået øje på to gigantiske bobler i Mælkevejen.

På en pressekonference forleden fortalte det amerikanske rumfartsorganisation NASA, at Fermi-teleskopet har fundet boblerne.

Gammastrålerne er blevet afdækket ved at behandle informationer fra Fermi-teleskopet med op til ti milliarder elektronvolts styrke.

- Min første reaktion, da jeg så dem, var 'wow!', siger astronom David Spergel ved Princeton University til den norske avis Dagbladet.

Han mener, fundet giver anledning til videre undersøgelser for at forstå hidtil ukendte processer i Mælkevejen.

Boblerne kommer af en galaktisk gammastråletåge, som ifølge opdageren Doug Finkbeiner er opstået efter, at hurtige partikler mødte gas.

En interaktion mellem gas, lys og partikler, som rejser tæt på lysets hastighed, har holdt strukturren skjult, indtil det lykkedes Finkbeiner og hans NASA-team at afdække de to kæmpebobler.
.

onsdag den 29. september 2010

Dalí 's tallerkener

Den spanske multikunstner, Salvador Dalí, der selv var født i Tyrens tegn  (11. maj 1904), interesserede sig meget for symbolik. Han skabte ud over et helt originalt sæt tarotkort også adskillige skitser og brugsgenstande med astrologiske motiver.

Heriblandt en serie på tolv tallerkener, hvoraf museet har kunnet opspore billeder af halvdelen – se : http://samlinger.asmu.dk/kultur/  – med sine helt originale fortolkninger af de tolv tegns psyke og symbolik.

Museet hører meget gerne om yderlige hverdags-genstande fra Dalí 's hånd.
.

onsdag den 22. september 2010

Tycho Brahe får ny begravelse

Tycho Brahe får ny dag og ny begravelse

Tycho Brahe var en verdensberømt astronom, men få ved at han 
tillige var digter. 
Manden, der er forbundet med de uheldige dage, får en ny begravelse, efter at videnskabsfolk igen undersøger hans jordiske rester i Prag.


Den verdenskendte danske astronom Tycho Brahes grav i Prag bliver igen genåbnet. Det sker mandag den 15. november. Myndighederne har givet lov til, at graven med astronomens knogler, skægrester og ligklædestykker genåbnes med henblik på yderligere videnskabelige undersøgelser af astronomens liv, der sluttede for 409 år siden.
                    Læs også: Forskere må nu åbne Tycho Brahes grav

Resterne af den verdenskendte astronom ligger i en halvanden meter lang forseglet zinkkiste i Teynkirken i Prag. Den blev senest åbnet i 1901, da en tjekkisk læge undersøgte de jordiske rester af astronomen. Den danske Tycho Brahe-ekspert, Jens Vellev, siger, at de jordiske rester af Tycho Brahe samt hans hustru vil blive taget op den 15. november med henblik på skanning og andre undersøgelser.
                       Læs også: Historiker: Tycho Brahe forgivet på Christian IVs ordre

Formålet med projektet i Prag er at skabe et billede af Tycho Brahes liv og måske finde årsagen til hans død. Og hvorfor han rejste til Prag fra Øresundsøen Hven. - Kan undersøgelserne af hans knogler give et fingerpeg om hans liv. Var han hypokonder, spørger Jens Vellev, der er lektor i middelalder- og renæssancearkæologi ved Aarhus Universitet.
                      Læs også: Forskere ser lyset fra Tycho Brahes stjerne

Én teori går på, at Tycho Brahes blære sprang, fordi han ikke tids nok fik forsørget i forbindelse med en middag hos en baron, og hvor der blev drukket tæt. Enten den 19. eller den 20. november vil der blive en genbegravelse af Tycho Brahes rester i en ny trækiste, måske med deltagelse af notabiliteter fra det danske kongehus.

/ritzau/


.

tirsdag den 21. september 2010

Kondratieff-cyklus

Professor Nickolai Kondratieff var kort efter den russiske revolution i 1917 med til at udvikle den første sovjetiske femårsplan, hvor han analyserede faktorer, der ville stimulere den sovjetiske økonomiske vækst. I 1926 offentliggjorde Kondratieff sine resultater i en rapport med titlen, "Long Waves in Economic Life". Ligesom Einstein og Newton, er Kondratieff indsigt begyndt at påvirke folks opfattelse radikalt og permanent vedrørende forståelse af den økonomiske historie.

Kondratieffs vigtigste opdagelse var, at den kapitalistiske økonomi viste lange cykliske bølger af op- og nedture der varede mellem 50-60 år per cyklus. En Kondratieff cyklus går gennem fire forskellige faser af gavnlig inflation (foråret), stagflation (sommer), gavnlig deflation (efteråret), og deflation (vinter).

Begreber, der nøje svarer til horoskopets kvadranter (de klassiske tetratopos) ... blot er det ikke umiddelbart klart hvilke(n) astrologisk(e) indflydelse(r), der giver nævnte cyklus, der svinger en del i længde.

Saturns cyklus er på ca. 30 år og Uranus' på 84 år, så hvis det skal være et enkelt himmellegeme, der skaber Kondratieffs cyklus, så skal det ligge mellem disse to. Dette er området for Kentaurerne, en slags asteroider, hvoraf Chiron er den mest kendte.

Chirons cyklus er på ca. 50 år, hvilket umiddelbart ville passe på længden af en Kondratieff-cyklus. Eneste problem er, at hans cykler synes at være af lidt forskellig længde ... 40-60 år er nævnt ... så der kræves nok mere en et enkelt himmellegemes indflydelse for at forklare den astrologisk.


Konkrete tal: Siden den sidste Kontratieff cyklus sluttede omkring 1949, har vi set gavnlig inflation 1949-1966, stagflation 1966-1982, gavnlig deflation 1982-2000 og er altså inde i en 'Kondratieff-vinter' i disse år.

Vi har i denne cyklus haft et 'forår' på 17 år, en 'sommer' på 16 år, et 'efterår' på 18 år ... og må derfor påregne at 'vinteren' varer 5-8 år endnu.
.

Museets Blog

Mit billede
Stiftet 1999 med formålet at give offentligheden et dokumenteret kendskab til det astrologiske fag og dets historie - og her navnlig den danske astrologi