Solformørkelser har altid spillet en rolle i astrologien og hører under det klassiske begreb syzygi, som kommer af det græske syzygos (σύζυγος), der på latin bliver til syzygia. Ordet betyder 'følgesvend', ofte brugt om en tvilling eller en anden person, man er tvunget til at være sammen med, eller i bredere forstand: 'konjunktion'. Det hører med til den klassiske opfattelse af syzygi, at en persons syzygos er vedkommendes åndelige del eller 'følgesvend'.
Syzygi er i sin bredeste forstand en enhed, der især opnås gennem at noget er koordineret eller sat på linie, og udtrykket er mest almindeligt brugt i astronomisk eller astrologisk sammenhæng. Her beskrives syzygi som tre (eller flere) himmellegemer, der er på linie i samme tyngdefeltsystem (som f.eks. vores solsystem).
De tre himmellegemer er typisk Solen og Månen, der set fra Jorden er på linie, dvs. enten i konjunktion (nymåne) eller opposition (fuldmåne). Er de tre i eksakt syzygi optræder eklipser (formørkelser). Solformørkelser ved nymåne (hvor Månen skygger for Solens lys) eller måneformørkelser ved fuldmåne (hvor Jorden skygger for Sollyset til Månen).
Solens bane kaldes af samme årsag for Ekliptika, fordi det er langs denne (imaginære) bane at eklipser forekommer. I klassisk astrologi spillede månefase-horoskoper (syzygiske horoskoper) en stor rolle, især ved forudsigelser. Den første danske astrologibog, skrevet (på latin) af Tycho Brahes gode ven, Johannes Pratensis, havde titlen Prognosticon Astrologicum super Revolutiones Planetarum Syzygias ad annum 1566, altså: 'Astrologiske forudsigelser efter planeternes syzygi i året 1566' ... se: http://bibliotek.asmu.dk/boger/bogliste/1500-1650.html
.











